Kirsebærvinen fra Frederiksdal Gods

Siden 2006 er der fremstillet kirsebærvin af bær fra godsets plantager. Frederiksdal ligger på Lollands vestligste spids, lige ud til Langelandsbæltet, hvilket er blandt de mest solrige og luneste områder i Danmark.

Det klima er perfekt til dyrkning af kirsebær. For her får de masser af sol, et tidligt forår og en lang vækstsæson, der giver en stor kompleksitet og dybde i smagen.

Vores håb er at fremstille den mest ambitiøse dessertvin på kirsebær, der fint tager kampen op med portvine og de andre herlige vine fra Banyuls, Rivesaltes
og Maury.

Jan Friis-Mikkelsen, Harald Krabbe og Morten Brink Iwersen

Kirsebærsorter
Kirsebærrene fra Frederiksdal Gods kommer fra to plantager: Skovmark på 8 hektar og Nielsstrupmark på 14 hektar. Begge er plantet i 1996. Kirsebærsorten hedder Birgitte og er et originalt dansk stevnskirsebær, som i sin tid blev udviklet til most og vin. Birgitte er på alle måder et kraftigt bær, rigt på smagstoffer, pigment, sukker og syre, der har vist sig at have en særdeles god lagringsevne, når man laver vin på det. Faktisk minder Birgitte lidt om Cabernet Sauvignon eller Syrah hvis vi trækker paralleller til vinens verden.  

I 2008 plantede vi yderligere to marker til med sorterne Vester Skovgård, der ligeledes er et kraftigt stevnsbær, der dog har en lidt blidere syre end Birgitte. Desuden planter vi de to ungarske sorter Safir og Ungarische Traubige, der på alle måder er mildere, blødere og mere ’kødfulde’ end stevnsbærrerne – lidt a la Merlot- eller Grenache-druen. De nye plantager tages i brug i 2013.

Høstmetode og vinificering
Vores kirsebær er maskinelt høstet, men manuelt selekterede og fodtrampede. Herefter gæres frugtsaften op til 5-10 procent alt afhængig af årgang, og der justeres med alkohol. Siden 2008 har en del af alkoholen været vores eget kirsebærdestillat, brændt på Skærsøgaard i Dons ved Kolding.

I øjeblikket arbejder vi med fire typer kirsebærvin; alle bør dekanteres og serveres ved 18-20 grader:


 

VINTAGE
Ligesom en Vintage-port, har vores kirsebær-version ikke set dagens lys. Den er flasket direkte fra ståltanken. Det giver maksimal frugt, så vinen er mere aggressiv i sine første år. Hæld den på karaffel og server den til blå oste, chokolade med høj kakaoprocent, nødder, figner, eller til ris a la mande. Udvikler sig de næste 10-15 år. Ufiltreret, bør dekanteres.

 

RANCIO
Princippet bag en Rancio er, at vinen skal ’brændes’ eller koges. Det gøres på glasballoner ude i solen, og det giver en smag i retningen karamel, orangeskal og nødder. Stilen bruges især på Madeira og i Maury. Solen og temperatursvingningerne på -2 og +50 grader har ’tæmmet’ Birgitte-sorten og gjort den indsmigrende og kompleks. En vin til chokolade, nødder, figner og svesker. En kuriositet, der vil udvikle sig smukt de næste 25 år. Ufiltreret.

 

RESERVE
Vores Reserve har ligget godt et år på egetræsfade. Vores batteri af 225 liters fade af fransk eg har været brugt i Rhône, Loire og Languedoc og tilfører en hel vinøs dimension med en fin dybte og noter af bitterchokolade og ristet kaffe.
Reserve’en vil ligeledes blive mere nuanceret og forfinet de næste 25 år. Ufiltreret.

 

SOLERA
Vores topvin, der er inspireret af de fineste gamle Sherry-vine. En Solera er blandet af flere årgange, der til sammen har fået lang tids lagring på træfad af fransk eg. Vores Solera-fad blev fyldt op i 2006 og har siden fået tappet og tilført 50 liter af hver ny årgang.
Den unge vin tager hurtigt afsmag af den gamle, og alt i alt bliver Solera’en mere kompleks, dyb og fornem, efterhånden som årene går. Første salgsår bliver 2010. Ufiltreret.  

 

 

Restaurant Tinggården Frederiksværkvej 182 3300 Frederiksværk Tlf. 48 71 22 35 Fax. 48 71 36 10